onsdag den 22. marts 2017

Bløde rosin/choko boller

Vi har to småtspisende børn, så det kan være noget en kamp at få puttet indhold i madpakken, der rent faktisk bliver spist. Boller er noget af det de i perioder gerne vil have. Jeg faldt over denne opskrift på Pinterest og tænkte de måtte prøves og resultatet er virkelig lækkert :)

Den version jeg fandt på Pinterest med store chokoladestykker, men pædagogerne vil nok ikke være så begejstret for den slags, så derfor har jeg lavet en version, hvor chokolade er byttet ud med rosiner. Bollerne er velegnet både som 'bideboller' eller med smør på.



Opskrift:
50 gram gær
2 dl lunken vand
1½ tsk. salt

3 spsk. sukker
3-4 tsk. kardemomme, stødt
100 gram blødt smør
4 dl. creme fraiche (gerne 18 %)
2 æg
200 gram hakket mørk chokolade (lav store stykker)/eller rosiner (tilpas mængden efter hvor vild du er med rosiner)
700 gram hvedemel


Fremgangsmåde:
Rør gæren ud i det lunkne vand og tilsæt salt, sukker og kardemomme. Bland det bløde smør sammen med creme fraiche og de to æg. Ca. halvdelen af melet tilsættes og chokoladen/rosinerne hældes ned i den bløde og klistrede dej. Dernæst tilsættes resten af melet lidt efter lidt og mere mel kan tilsættes, hvis dejen føles alt for klistret. Vær opmærksom på, at dejen skal være blød og lidt klæg. Når dejen er æltet godt igennem (jeg gav den nogle minutter på fuld styrke i min røremaskine) stilles den til hævning under klæde i min. 45 min. (hævning er vejen frem til bløde boller). Herefter rulles dejen ud til en lang pølse som efterfølgende skæres ud i 16 lige store stykker (bollerne bliver ret store, så dejen kan også skæres ud i flere stykker). Disse formes til boller og placeres tæt ved siden af hinanden på bageplade beklædt med bagepapir. Bollerne tildækkes endnu en gang - denne gang i min. 30 min. Efter hævning pensles bollerne med sammenpiskes æg og bages ved 200 grader i ca. 15-20 min. eller til de er gyldne. De må endelig ikke få for meget. Afkøles på en bagerist.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar